Kunst

Baggrund:

Oprindelig har jeg mest bevæget mig i ordenes og biologiens verden, hvor jeg igennnem de sidste 40 år har arbejdet som læge. Der blev min intuition og inspiration sat igang ved den tillid, jeg blev mødt med fra børn, unge og familier.

Min fascination af farver har jeg haft hele mit liv. Det intense arbejde med billeder og billedkunst blev for alvor sat igang af en stor krise i mit liv, da jeg for 19 år siden blev alvorlig syg.Jeg modtog mange blomsterbuketter, de fyldte min stue med farver og liv, dette smukke indtryk blev starten til en række akvarelbilleder. Motiverne natur, sommerfugle og engle, der for mig repræsenterer det spirituelle og døden. Det blev en nødvendighed at male, eksperimentere og udfordre mig selv med nye udtryksformer og fremfor alt en evig betagelse af farver- lette poetiske farver i spekteret af rosa og violette farver med sort som kontrast.

Når jeg maler bliver jeg inspireret af farver, musik og natur. Jeg maler intuitivt og med forskellige materialer og teknikker blandet, har aldrig en bevist plan for udformning og motiv før jeg påbegynder billedet. På den måde udvikler mit indre kaos via min intuition sit eget liv og jeg glemmer tid og sted og overgiver mig til processen i billedet. Kaos forvandles til myriader af små fortællinger om humor, sorg, følelser, angst, sensualitet og spiritualitet som danner en helhed. Det der særlig kendetegner en del af mine billeder er at de kan vendes på mange måder og fremkalde ny inspiration og motiver.Igen og igen dukker nye motiver op, mit håb at mine billeder hos andre kan skabe nye muligheder ,inspiration og glæde hver gang man ser på dem.

Min kunstneriske inspiration kommer fra Cobra malere eksempelvis Asger Jorn, Alechinsky, Picasso og ikke mindst Kandinsky som med sine musiske billeder skaber glæde og liv i mit sind.
Min tekniske inspiration har jeg hentet fra bl.a en studietur til Cortona for 10 år siden ,hvor jeg påbegyndte akrylmaling. Har igennem en del år været i en gruppe på Louisiana ,hvor jeg er blevet påvirket af diverse udstillinger og personer i gruppen.

Har haft udstillinger igennem de sidste 7 år censurerede og ucensurerede.

Nykredit Hørsholm2012
Roskilde Åben 2013
Roskilde Åben 2015
Ør og Sund Humlebæk 2015
Villa Veel oktober 2016
Pågående udstilling Ør og Sund Humlebæk hvor jeg udstiller omkring 80 billeder

Er fra januar 2017 optaget i Kunstrunden Nordsjælland